Man skal beherske mange forskellige slag, når man spiller en runde på en golfbane. Og alle disse forskellige slag gør man selvfølgelig klogt i at træne, så man står stærkt rustet, når f.eks. det nervepirrende chip med et 7-jern skal bane vej for et par-putt.
Alle har vi nogle slag, vi foretrækker at træne. Men ofte kommer vi til at træne det, som vi i forvejen er gode til, og springe let hen over det, som volder problemer. En lektion kan give ny inspiration og lyst til at træne de slag, vi forsøger at komme udenom.
Individuel lektion
Den mest almindelige form for undervisning er individuelle lektioner, hvor du som elev er alene med træneren. Du skal på forhånd tage stilling til, om du gerne vil have en hurtig løsning på et akut problem, eller en mere grundlæggende forbedring af din teknik. Det sidste kræver ofte et lidt længere forløb, og her er der mulighed for at købe 5, 10 eller 20 lektioner ad gangen. Det er en god idé, at lektionerne ligger nogenlunde jævnt fordelt, f.eks. én om ugen, så du får tid til at træne på egen hånd imellem lektionerne.
Gruppelektion
Gruppeundervisning foregår på samme måde som individuel undervisning med den forskel, at et hold går sammen om et forløb. Der vil være en indledende fælles gennemgang, men undervisningen er herefter individuel og tilpasset den enkelte deltager. Man tilmelder sig og aftaler selv træningstidspunkter som hold.
Fællestræning
Fællestræning er holdundervisning, hvor deltagerne ikke nødvendigvis kender hinanden på forhånd. Der er et tema for undervisningen - f.eks. puttning eller pitchslag - og der indledes med en fælles gennemgang, hvorefter undervisningen tilpasses til den enkelte.
Fællestræning foregår på forud fastsatte datoer og klokkeslæt. Tidspunkterne annonceres ved sæsonstart og man tilmelder sig et forløb, som strækker sig over hele golfsæsonen.
Golfskoler
I løbet af sommerhalvåret arrangerer vi en række golfskoler, hvor der er undervisning om formiddagen fra kl. 9.00 - 12.00, og undervisning på banen efter frokost. Alle typer af slag gennemgås i løbet af en eller to dage.
Teknisk svinganalyse
Vi har en Trackman, som både kan anvendes til træning og til at finde det helt rigtige udstyr. Vi måler slagets flugt og analyserer køllehovedets hastighed, boldens hastighed, udgangsvinkel, spin, længde, højde og meget mere. Sammen med træneren kan du finde ud af, hvad du bør ændre i dit sving for at optimere boldens flugt, men også om dit udstyr passer til dit sving.
Banelektion
En banelektion foregår på banen sammen med en træner. Du får gennemgået den strategiske del af spillet, herunder hvilke jern og typer af slag du bør vælge undervejs. Træneren får også mulighed for at se, hvor ”det går galt” i løbet af runden. Du får gennemgået, hvilke dele af spillet du bør træne på, og hvordan du bør gøre det.
En banelektion kan omfatte 1-3 spillere.